Skip til hoved indholdet

Formandsmøde 2022

Formandsmøde 2022

Gå tilbage

Der var god stemning blandt alle, da vi igen havde mulighed for at afholde vores traditionelle formandsmøde. Covid-19 har de sidste 2 år været skyld i, at vi ikke har kunne mødes med vores afdelingsformænd.

Traditionen tro blev mødet afholdt på vores kontor i Jyderup, men da vi i dén periode der er gået har haft vokseværk ved gennemførelse af 2 fusioner og 5 nybyggerier, var vi nødt til at dele vores formænd op og holde mødet over 2 dage.

På møderne deltog afdelingsformænd, deres respektive inspektør/driftschef, sagsbehandlere og ledelsen fra VAB.

Administrerende direktør Karsten Krüger bød alle velkommen, hvorefter Udvikling- og forvaltningsdirektør Inge Nielsen gennemgik afdelingsmødets dagsorden, herunder VAB´s skabelon til beretning skabelon til forslag og skabelon til referat, som kan vises ved at trykke på dem.


Budgettet for 2023 blev gennemgået, og trods forventninger om stigninger på ejendomsskatter, renovationsudgifter og administrationshonorar, er der over 100 afdelinger, som ingen huslejestigning får i 2023.

Inspektør Jørgen Rud gennemgik herefter vores nye informationsfolder til afdelingsformændene. Folderen findes til afdelinger med viceværter og uden viceværter. Tryk her for at se folderen til afdelinger MED viceværter, og tryk her for at se folderen til afdelinger UDEN viceværter.
Jørgen fortalte desuden om, hvad formandens/bestyrelsens rolle og opgaver er, og også hvad de ikke er.

Derefter blev begrebet GDPR gennemgået samt vigtigheden i at overholde dette. GDPR beskytter oplysninger om borgerne samt videregivelse af personfølsomme oplysninger. Her blev det understreget, hvorfor VAB ikke måtte oplyse simple data omkring de andre lejere.

Dernæst blev der lagt op til at erfaringsudveksle formændene imellem omkring stort som småt. Ligeledes blev der opfordret til at stable sociale arrangementer på benene i afdelingerne for at fremme det gode naboskab. Mange bød ind og fortalte om, hvad de gjorde i forhold til sommerfest, grill-fester, banko spil, julefrokost, dart-turneringer, petanque-turneringer m.m.

Jørgen fremlagde også et oplæg omkring varmecentraler, herunder alt dét en varmecentral ikke skal bruges til. Varmecentraler må ikke bruges til opbevaring af diverse indbo, havemøbler mv.

VAB vil i løbet af 2022 komme rundt og tjekke op, om der skal ryddes op. Dette er ikke mindst af hensyn til brandsikring. Alle formænd blev opfordret til at tage en snak med deres inspektør omkring oprydning.

VAB får snart en ny hjemmeside, og formændene fik en lille ”smagsprøve” på den nye hjemmeside, som bliver meget mere intuitiv og brugervenlig end den gamle.
Både lejere og medlemmer vil kunne logge ind på ”MitVAB” på den nye hjemmeside, hvor det i dag kun er medlemmer, som kan logge ind på sit medlemskab.

SMS-Service er ikke en ny service, men der blev alligevel opfordret til at orientere lejerne i afdelingen om tilmelding til denne service. Der bliver kun sendt SMS´er til lejerne ved korte og hurtige meddelelser som f.eks. lukning for vandet ved rørbrud. Tilmelding sker kun automatisk, hvis man har et offentligt mobil nr.

Til sidst var der nyt fra VAB hvor Karsten Krüger orienterede om kommende tiltag så som, at VAB får en ”whisleblower-ordning”. Dette er en ordning, hvor man kan melde ind, hvis man har mistanke om ulovligheder eller hændelser, som ikke bør forekomme. Det blev understreget, at denne ordning ikke skal bruges, hvis man er utilfreds med nogle af vores ansatte, eller en afgørelse truffet af os. I stedet skal man tage kontakt til administrationen eller alternativt Karsten eller Inge.

I forhold til den forfærdelige situation den ukrainske befolkning gennemgår for tiden, er de almene boliger generelt også klar til at hjælpe, men desværre har vi ingen ledige boliger pt. Hvis nogen privat ønsker at hjælpe med at huse en enkelt flygtning, vil vi stille os positive overfor dette, dog under hensyntagen til lejemålets størrelse og antal beboere i forvejen.

------- O -------
Til efteråret – nærmere bestemt 8. oktober 2022 – vil VAB afholde en temadag for alle vores afdelingsbestyrelser. Arrangementet vil foregå på Rotationen i Holbæk, og for at få så mange til at deltage, anbefaler vi at sætte kryds i kalenderen allerede nu.
------- O -------

Da alle gasfyre skal udfases fra 2030, havde Teknisk direktør Kirstine Dahl til slut et indlæg omkring varmekonvertering. Kirstine orienterede omkring VAB´s plan for, hvordan denne store opgave vil blive igangsat ved at kigge på varmekonverteringer – læs mere her.
Der blev ligeledes opfordret til at holde os underrettet, hvis man var vidende omkring installering af fjernvarme i et område, hvor vi har boliger.

Under hele formandsmødet summede stemningen af stor spørgelyst og ikke mindst en stor interesse for de emner, som blev gennemgået.

Arrangementet sluttede som vanlig af med en lækker buffet, hvor den gode stemning fortsatte blandt deltagerne.


At bo almen til leje