Formandsmøde 2025
April er måneden hvor over 100 afdelingsmøder i VAB skydes i gang, og hvor beboerdemokratiet folder sig ud og giver beboerne en vigtig stemme i beslutningsprocesserne.
Inden disse møder afholdes, inviteres alle beboerformændene til det årlige formandsmøde, hvor blandt andet reglerne ved en afstemning til et afdelingsmøde opsummeres samt tidsfrister og dagsordenens opbygning. Desuden orienteres om relevante emner, som ligeledes ruster vores formænd til at varetage deres rolle i beboerdemokratiet.
Da VAB´s kontor i Jyderup ikke kan huse alle inviterede afdelingsformænd på én gang, splittes mødet derfor op over 2 dage, hvor personale og ledelse fra VAB også deltager.
I år blev følgende emner gennemgået:
Dagsorden til afdelingsmøderne v/ direktør Inge Nielsen
Dagsordenens opbygning, fremsendelse af forslag samt formaliteterne omkring afstemning af indkomne forslag blev gennemgået.
Afdelingens budget v/ chef økonomi og udlejning Charlotte Gunlund
Gennemgang af budgettet samt forklaring på sammenhængen mellem indtægter og udgifter. Langt de fleste afdelinger ser ind i huslejestigninger for 2026, hvilket primært skønnes stigninger i henlæggelser til kommende planlagt vedligehold.
Opsætning af ladestandere i afdelingerne v/ chef teknik og byggeri Thomas Høtoft
I samarbejde med Nortec arbejdes der på at sætte ladestandere op i afdelingerne, så det også bliver fordelagtigt for vores beboere at have en elbil. Nortec besigtiger indtil videre 50 afdelinger, og opsætning forventes at kunne påbegynde i efteråret 2025.
Ensartet synsproces v/ inspektør Maria Nørregaard Nielsen
For at mindske sårbarhed ved sygdom og ferie, er flere inspektører begyndt at syne fraflytningsboliger. Derfor er en synshåndbog ved at blive udarbejdet således, at synene bliver mere standardiseret.
Renoveringsstrategi v/ projektleder Anders A. Andersen
I forlængelse af granskningsrapporterne kan det konkluderes, at afdelingerne henlægger for lidt til vedligeholdelse. Derfor har VAB udarbejdet en renoveringsstrategi, som tager afsæt i afdelingernes tilstand. På baggrund af det vil der gennem de næste år ske en kontinuerlig huslejestigning med henblik på at gøre afdelingerne økonomisk bæredygtige.
Stemningen var som altid god og spørgelysten var stor, hvilket bidrog til en konstruktiv dialog samt erfaringsudveksling af udfordringer og muligheder.
Denne aften er også en oplagt mulighed for at ”netværke” formændene imellem.
Aftenen sluttede af med spisning, hvor snakken og den gode stemning forsatte.
En stor tak til alle formændene for deres deltagelse og ikke mindst engagement. VAB ser frem til de kommende afdelingsmøder og til at fortsætte det gode samarbejde om at skabe de bedste rammer for vores beboere.
Se oplægget fra formandsmødet