---
title: "Indvielse af ny oplevelsessti på Bobergcentret i Asnæs"
description: "I tirsdags dannede Bobergcentret i Asnæs rammen om en stemningsfuld indvielse af centerets nye oplevelsessti."
date: "2026-06-12"
created: "2026-06-12"
---

[Hjem](https://vab.dk/)

                    [Nyheder](https://vab.dk/nyheder)

                    [Nyheder 2026](https://vab.dk/nyheder/nyheder-2026)

                [Indvielse af ny oplevelsessti på Bobergcentret i Asnæs](https://vab.dk/nyheder/nyheder-2026/indvielse-af-ny-oplevelsessti-paa-bobergcentret-i-asnaes)

# Indvielse af ny oplevelsessti på Bobergcentret i Asnæs

## I tirsdags dannede Bobergcentret i Asnæs rammen om en stemningsfuld indvielse af centerets nye oplevelsessti. Et projekt skabt til glæde for både beboere og lokalsamfund.

Beboere, medarbejdere og inviterede gæster kunne nyde levende hornmusik og en hjemmelavet sang, som var skrevet særligt til lejligheden med inspiration fra den nye sti. Stemningen var særlig, og det var tydeligt, at stien allerede har fået en speciel plads i hjerterne hos dem, der bor og færdes på Bobergcentret.

#### Store som små deltog i indvielsen

Arrangementet samlede ikke blot beboere og pårørende, men også mange lokale fra området. Små skoleklasser deltog i indvielsen, ligesom elever fra FGU spillede en helt særlig rolle, da de har været med til at etablere oplevelsesstien. De kunne nu med stolthed se resultatet af deres arbejde blive taget i brug.

 En pølsevogn sørgede for pølser og brød, fadølsanlægget var i gang, og der blev serveret kage til de mange fremmødte. Alt dette var med til at skabe en hyggelig og uformel atmosfære.

#### Indvielsen bød på flere taler

Indvielsesdagen bød på flere taler, hvor centerleder Anette Sørensen i sin tale var tydeligt berørt over det flotte resultat og det engagement, der er lagt i projektet fra både beboere, medarbejdere og samarbejdspartnere.

 Derefter satte Odsherreds kommunes borgmester Hanne Pigonska ord på betydningen af fællesskab og gode rammer for ældre borgere, mens Formand for Ældre, Sundhed og Forebyggelse Michael Kjeldgaard rundede rækken af talere af.

#### Beboere indviede officielt stien

Oplevelsesstien blev officielt indviet af 2 beboere, der i fællesskab klippede snoren. Det var samme beboere, der også sammen tog første spadestik til projektet.

 Med denne oplevelsessti får Bobergcentret et nyt samlingspunkt, hvor sanser, bevægelse og fællesskab går hånd i hånd til glæde for beboere, pårørende og hele lokalområdet.

### Vil du læse mere om første spadestik på oplevelsesstien

                                [Tryk her](https://vab.dk/MOLIRIPAGE/5a3e6c6d-7226-4741-8758-b8c6c2426471)
