Skip til hoved indholdet

Repræsentantskabsmøde 2023

Repræsentantskabsmøde 2023

Gå tilbage

Onsdag d. 10. maj var repræsentantskabet igen samlet til det årlige repræsentantskabsmøde på Rotationen i Holbæk.


Formand Jørgen Malm bød velkommen, og herefter blev Steen Klink valgt som dirigent, hvorefter han tog over og styrede alle igennem dagsordenen.


2023 er et ganske særligt år for VAB, da vi har 75-års jubilæum. Derfor startede formanden bestyrelsens beretning med at kigge tilbage i de forgangne år.


Uddrag fra formandens beretning:

I 1948 tog Holbæk Amts Sognerådsforening på opfordring af Landsforeningen for Arbejdsløshedens bekæmpelse initiativ til at stifte Holbæk Amts Boligselskab, efter et forberedende møde den 28. maj 1948, stiftede sognerådsforeningen boligselskabet på sin generalforsamling den 29. juni 1948.

Baggrunden herfor var, at der i landkommunerne var et stort boligproblem, mange mennesker var under kommunal boligforsorg, mange unge ægtepar boede hos deres familie og mange boliger trængte til at blive saneret. Til at dække det mest nødvendige boligbehov manglede der over 400 lejligheder med en anslået byggesum på ca. 8 millioner kroner.

Og derfor kan vi i VAB i år fejre 75-års jubilæum.

Det nystiftede boligselskab havde på trods af det store boligbehov meget svært ved at komme i gang, man var blandt andet bekymret for, om huslejerne blev for høje, men i 1951 påbegyndte man opførelsen af det første byggeri, det var 6 dobbelthuse på Holmagervej i Hørve i den daværende Vallekilde-Hørve kommune – nu Odsherred. Byggeriet stod færdigt i 1953, og huslejen var omkring 150 kroner pr. måned! Sideløbende med opførte man 2 fire-familiehuse i Svebølle, boligerne var kaminopvarmede. Huslejen var 130 kroner om måneden.

Så var boligselskabet kommet i gang, og ved 10-års jubilæet i 1958 havde vi 69 lejligheder i 8 afdelinger. Ved 25-års jubilæet i 1973 havde vi 322 lejligheder i 23 afdelinger, mens der ved 50-års jubilæet i 1998 var 2.310 boliger og 132 afdelinger. Her i jubilæumsåret har vi ikke mindre end 5.082 boliger fordelt på 195 afdelinger i 8 kommuner. Den nuværende bestyrelse kan således se tilbage på en forrygende udvikling, hvor udviklingen er gået særligt stærkt i de sidste 25 år.

 

Du kan læse formandens samlede beretning her.


Afdelingerne blev opfordret til at fejre jubilæet, og VAB vil gerne støtte dette. Du kan se invitationen her.


Regnskabet for 2022 blev gennemgået og godkendt, og budgettet for 2024 blev fremlagt. Dette kan du se her.


Der var nyvalg til bestyrelsen på 3 poster. Det blev Søren Olsen fra Nykøbing, Ove Madsen fra Egebjerg og John Mortensen fra Grevinge, som alle 3 blev valgt ind i bestyrelsen.


Formanden takkede Jørgen Madsen, som efter 20 års virke i bestyrelsen - heraf de 10 år som formand - har besluttet sig til at trække sig tilbage fra bestyrelsesarbejdet.


Igen i år var der udlodning fra jubilæumsfonden, hvor der i anledningen af 75-års jubilæet blev givet lidt ekstra, hvor 17 afdelinger får glæde af dette i år. Oversigten over ansøgninger og udlodninger kan ses  her.


Efter mødet var der middag på Hotel Sidesporet, hvor den gode stemning fortsatte.


Referatet fra repræsentantskabsmødet kan læses her.  

Organisationsbestyrelse i VAB

Se hvem der er medlem af VAB´s organisationsbestyrelse